Rejse til Nordtyskland
Kom med på en rejse lige til historiebøgerne, når vi tager på en spændende tur til det nordlige Tyskland. Delstaten Mecklenburg-Vorpommern er nemlig rig på bedårende eventyrslotte, smukke kirker og velbevarede middelalderbykerner, og på denne rejse oplever vi en stor del af dem på nærmeste hold, når vi i vores 4-stjernede bus kører rundt i det smukke landskab.
Dage spækket med kultur
På hele rejsen bor vi på et godt hotel i hansestaden Wismar, som vi lærer bedre at kende på en grundig byrundtur. Derudover tager vi på spændende dagsture og besøger bl.a. klosterkirken i Bad Doberan, Torneroseslottet i Schwerin og den imponerende domkirke i Slesvig. Undervejs skal vi også køre en tur med damptog til Kühlungsborn, slentre rundt i Schwerins gamle bydel Schelfstadt og høre den spændende historie om den danske dronning Margrete Sprænghest.