Sort Sol over Tøndermarsken
Sort Sol ses, når stærene samles i marsken i enorme flokke til træk. Stærene kommer fra alle landene omkring Østersøen og Norge. Stærene tegner imponerende mønstre på himlen - det kalder man Sort Sol. De største flokke finder man i Tøndermarsken, hvor de kan opleves ”danse” i marsken.
Det foregår hvert forår og efterår, når de samles for at ”tanke op” i insektlarver - både til det videre træk og så de bliver i stand til at gennemføre den krævende yngleperiode. Stærene kommer til marsken for at æde stankelbens- og gåsebillelarver, som findes i de største mængder i fugtige græsmarker.
Om dagen søger de især føde i de ydre kroge af Tøndermarsken, og om natten opsøger de tagrør, hvor de overnatter. Sort Sol over Tøndermarsken er en oplevelse for livet.
Sort Sol - Stæredans i Ribe og Tønder
I foråret og efteråret danser tusinder af stære hver aften i store sværme over aftenhimlen på marsken ud for Ribe og Tønder. Her kan naturfænomenet opleves, når de mange trækfugle gør pit-stop nær Vadehavet på vej mod deres vinterresidens.
Sort Sol har de seneste mange år været et tilløbsstykke for danskere fra hele landet, som strømmer til Ribe og Tønder for at se det bemærkelsesværdige naturfænomen. Tusindvis af stære danser hver aften i store sværme, når de søger mod deres fælles nattesteder, mens solen går ned over Vadehavet.
Fænomenet fik betegnelsen ’Sort Sol’ i 1970’erne og hvert forår og efterår besøger tusindvis af mennesker Ribe og omegn for at opleve fænomenet. Mange der gør det til en fast tradition at vende tilbage for at opleve stærene år efter år.
Ribe og Tønder er de eneste steder i Skandinavien, man kan opleve de store flokke, fordi de om efteråret samles i marsken for at finde føde og få sul på kroppen, inden de flyver til England eller Sydeuropa, hvor de overvintrer – og til foråret dukker de op igen på deres vej til Skandinavien og Østeuropa.
Sort Sol kan om efteråret opleves i september og oktober, mens de i foråret typisk er her sidste uge i marts og første uge i april. Det anbefales at tage ud med en naturvejleder, som ved, hvor de store sværme opholder sig. Typisk varer oplevelsen mellem 1½ og 2 timer.
Oplev Tønder
Tønder med den unikke placering tæt på marsk og hav indbyder til mange spændende timer hele året rundt. Tønder, der er Danmarks ældste købstad, har et meget varieret og rigt handelsliv med gode forretninger. Byen besøges hvert år af mange tusinde turister.