Ferie med havudsigt

Er du til skøn natur, lokalhistorie, god mad og masser af grin, kan jeg varmt anbefale NILLES krydstogt på Limfjorden. Danmark kan noget, man ikke finder i udlandet.

Af: Henrik Ploug, rejsende på Krydstogt i Limfjorden

Solens stråler slår smut hen over Limfjorden, da vi går ombord på skonnerten Maja. Vi er 54 gæster, der står i kø for at få sprittet hænder, inden vi får adgang til den 43 meter lange tremastede bramsejlsskonnert, der kom til verden i Holland i 1918. Skibets kaptajn, Jegvan, har fuldskæg og en rusten stemme, som får ham til at lyde som en sand søulk. Han forklarer os reglerne på båden, inden vi stævner ud fra Struer på det femdages krydstogt, vi alle har glædet os til.

Vores guide, Birgitte, går rundt på dækket og taler med de forventningsfulde gæster. En del af gæsterne kommer fra Roskilde og omegn, hvor de er vant til at sejle med vikingeskibe i Roskilde Fjord. Som gæst på en grupperejse kommer man hurtigt til at lære hinanden at kende. Selskabet har til sammen en enorm viden om historie, istider, geologi og sære videnskaber, de færreste har hørt om. Men den viden kommer Birgitte til gode, når hun forklarer om de seværdigheder, vi sejler forbi.

Ingen slankekur

Sejladsen går på førstedagen til Nykøbing Mors, hvor vi skal på byvandring. Efter en tur i den lokale kirke bliver vi hentet af vores buschauffør, Carsten. Carsten kan vende en bus i en telefonboks, men i dag skal han bare køre os til Sallingsund Færgekro, hvor der venter os en formidabel middag.

“Jeg håber ikke, at I er på slankekur,
for vi kommer til at få rigtig god mad de næste fem dage.”
siger Birgitte i bussens højttaler

Hendes forudsigelse viser sig ikke at være pral. Maden på Sallingsund Færgekro er fremragende, og den bliver serveret på sølvtallerkener, så man føler sig som en del af den kongelige familie.

“Når dronningen skal holde store selskaber for 500 gæster, bliver vi kontaktet af hoffet, som har brug for ekstra hænder i køkkenet og til at servere,” fortæller en stolt Jens-Peter Skov, der både ejer kroen og er chef i køkkenet. Inden middagen fortæller han om lokalområdet og den færge, som engang sejlede fra Mors til fastlandet. “Da Sallingsundbroen blev bygget mistede kroen sit indtægtsgrundlag fra færgen. Men det er lykkedes os at få gæsterne til at komme tilbage, så vi i dag har en sund forretning,”fortæller Jens-Peter Skov.

Hver dag får vi god mad, og på sidstedagen må livremmen spændes et hul ud!

Blind passager

Næste dag går sejlturen til øen Fur. Her venter vores lokale guide, John, som er blind. “Jeg er med som blind passager,” joker han. John er vokset op på øen og kender den som sin egen bukselomme. Når bussen drejer, kan han mærke, hvilken vej vi kører ned af, og så fortæller han om de lokale beboeres huse. "Til venstre ser I ind i en have, som er fyldt med gammelt skrammel. Beboerne går ikke så meget op i at holde huset pænt og præsentabelt,” fortæller John.

Bussens passagerer undrer sig over hans indiskretion, og en enkelt siger højt, at han nu ikke synes haven ser så slem ud. Så fortæller John, at det er hans egen have, han taler om. John er fuld af underspillet jysk humor, og hele turen føles som et sindigt standupshow på hjul. Men samtidig får bussens passagerer en masse god viden om øen Fur.

“Beboerne på Fur er driftige mennesker. Vi har rigtig mange selvstændige erhvervsdrivende på øen.
Faktisk er der flere, som pendler til Fur for at arbejde, end der er øboere, som pendler til fastlandet.”

Busturen ender ved Fur Bryghus, hvor der venter endnu en god frokost med højtbelagt smørrebrød og smagsprøver af bryghusets fremragende øl.

Vaccine mod skørbug

Hver morgen, inden bussen kører fra de lokale hoteller ned til skonnerten Maja, tilbydes gæsterne en opstrammer.

“I dag skal vi vaccineres imod skørbug.
Og i morgen bliver vi vaccineret imod fugleinfluenza og overdrevne synsindtryk.”
siger Birgitte med et glimt i øjet, inden hun skænker Fernet Branca op til gæsterne.

Det er uklart, om vaccinerne virker, men synsindtrykkene mangler ikke. Sejlturene på Limfjorden er ren meditation, når de smukke landskaber glider forbi Maja. Ind imellem beslutter kaptajn Jegvan, at det er tid til at slukke for motoren og sejle for sejl. Så bliver nogle af gæsterne bedt om at hjælpe med at rigge sejlene. Og selvom man aldrig har prøvet den slags før, guides vi af skibets to unge, men velbefarne matroser.

De to matroser, en kvinde og en mand, klatrer derefter op i masten for at sætte de sidste sejl. Gæsterne kigger med spænding i maven op på de to vovehalse, som befinder sig næsten 25 meter over vandoverfladen, imens skibet vugger fra side til side. De har sikkerhedsline på, men det er alligevel med hjertet i halsen, at passagererne holder øje med de to artister.

Anspændtheden erstattes af ren afslapning, da matroserne er tilbage på dækket. Med motoren slukket og sejlene rigget, er den eneste lyd, vi kan høre, blide bølgeskvulp mod skibets jernskrog. Det er ren manna for sjælen at blive vugget i søvn på en båd, der sejler for sejl.

Tankerne flyder og føres tilbage i historien til dengang, hvor sejl var den eneste mulighed. Sådan lød det også for 1000 år siden, da vikingerne sejlede på verdens have. Et mågeskrig i det fjerne bryder stilheden, men så må jeg overgive mig til Majas monotone hypnose. Da jeg vågner igen, er vi næsten i havn.

Fræk kaffe

Carsten venter på havnen, og da bussen er fyldt, kører han mod Nationalpark Thy, hvor der venter os endnu et mageløst måltid."Carsten var nødt til at pumpe ekstra luft i dækkene, på grund af alt det, I har spist,”
driller Birgitte over bussens højttalere.

Vi gør holdt ved Lodberg Fyr, hvor vi får lov til at strække benene og få en lille en til halsen. Nilles drinkskort byder på en “frækkert”, som er Nille-sprog for irish coffee. Carsten sparer ikke på whiskyen, så vi når at få en lille bimmelim på.

Der er kø til toilettet ved fyrtårnet, og jeg er virkelig trængende. Jeg kigger på mit ur, og begynder at blive nervøs for, om jeg kan nå at komme på toilettet, inden bussen kører. Men jeg bliver staks roligere, da jeg hører en stemme bag mig: “Nu håber jeg ikke, at de kører uden mig.”

Det er Carsten, der også står i kø.

Det gode ved corona

Der bliver grint meget på turen. Vores lokale guide i Nationalpark Thy er Lene. Hun fortæller, at hendes mand er buschauffør.

"Inden coronaen ramte os, var det et krav, at chauffører skulle være positive og ikke lugte af sprit.
Nu er det lige omvendt. Nu skal de være negative og lugte af sprit,”
fortæller Lene i højttaleren.

Vi kører igennem storslåede landskaber formet af århundredes sandflugt. Klitterne bugter sig op og ned, og på et tidspunkt kører vi forbi en græsslette, hvor en stor flok krondyr står og græsser. Det er en enestående naturoplevelse.

Coronaen har ødelagt meget for mange. Men den har ført en god ting med sig. Vi holder mere ferie i Danmark end nogensinde før, og vi har fået øjnene op for, hvor meget vores hjemland har at tilbyde. For nogle år siden, var min kæreste og jeg i Patagonien. Her er bjerge, bræer og landskaber, som kan gøre et postkort flovt. Men efter vores krydstogt på Limfjorden, må jeg erkende, at Danmark har natur, der er fuldt på højde med de største naturoplevelser i udlandet.

Og så er det meget billigere.