Færøerne - en perlerække af øer
Efter blot to timer i flyveren, kommer et unikt og spændende land til syne. Et land med 18 små øer hvor 17 øer er beboet. Færøerne er ganske enkelt enestående og byder på store, spektakulære naturoplevelser. Og i et konstant skiftende lys, får du de flotteste motiver til kameraet. Og når sommeren i juni kommer til Færøerne, bliver græsfjelde grønne og øerne er i sin pragtdragt klar til sine besøgende.
Af rejseleder Søren Christensen
I år bør du opleve mere i Det danske Kongerige: Færøerne
Det færøske folk er umådelig stolte af deres øer, kultur og sprog – og med god grund! 53.000 gæstfrie færinger bor her i små farverige bygder eller i hovedstaden Tórshavn. Du vil møde flere af disse venlige mennesker, endda flere i deres private hjem. Vi gør meget ud af, at du skal opleve Færøernes store natur, men bestemt også lære færingerne at kende. På daglige udflugter tager vi dig med til stejle fjelde, brusende vandfald, udsigter af en anden verden, kørsel gennem tunnel med verdens eneste undersøiske rundkørsel, bygder med farverige huse samt ”storbyen” Tórshavn.
Glæd dig til at møde husmor Frida som fortæller dig om livet i en lille bygd. Fårebonden Óli som fortæller om årets gang på sin bedrift. Kongsbonden på Kirkjubøur, som inviterer dig ind i sin 950 år gamle røgstue… ja, endnu flere vil åbne sine døre og give dig uvurderlige oplevelser. Når man har mødt disse personligheder, ved man først, hvad Færøerne er.
Sprogproblemer? Nej! Alle forstår og taler dansk.
Tórshavn – vores udgangspunkt
Tórshavn - hvor vi bor under opholdet - er en af verdens mindste hovedstæder. Hyggelige, venlige, og spændende butikker med uldvarer i nyeste design, brugskunst, caféer og ikke mindst den gamle bydel Tinganes med trange gyder, der snor sig mellem sorttjærede huse, hvide vinduer og med græstag. Hotel Hafnia ligger ved den gamle bydel og lige midt i Tórshavn. Mange vil sige, at det er centrum. Havnen på den ene side af hotellet, domkirken på den anden, handelsgaden på den tredje side… der sker altid noget. Servicen på Hotel Hafnia er legendarisk og maden er rigtig god. Et strålende udgangspunkt for vores udflugtsmål og en lille tur på ”strøget” eller havnen efter aftensmaden.
Din rejseleder på turen
Vi er to rejseledere, der brænder for Færøerne. Vi hedder Birthe eller Søren og har begge stor erfaring med Færøerne. I mere end 30 år har vi vist gæster rundt på øerne endda boet fast på øerne i tre år. Vort netværk af spændende personer bliver din adgang til en uforglemmelig Færø-rejse. Færøerne har netop fået en fornem plads på Lonely Planets Best in Travel 2021-liste? Tag med og oplev hvorfor! Se vores rejse til Færøerne her