Skip to main content

Eventyr på Italiens vandveje

-
Mode, mad og magiske landskaber

Milano og flodkrydstogt til Venedig

Rejsen starter i storslåede Milano, hvor vi bl.a. skal se en af verdens største katedraler Duomo di Milano, la Scala-operahuset, shoppingmekkaet Galleria Vittorio Emanuele II og ikke mindst de fashionable kvarterer og butikker, der gør Milano til en af verdens absolutte metropoler for mode og modeskabere. Efter to dage i storbyen skifter vi gear, og i Mantova syd for Gardasøen venter flodskibet på at tage os ned gennem de smukke italienske landskaber til Venedig ved Adriaterhavets kyst. Vi skal nyde en afslappende sejlads ad floder og kanaler fra Emilia Romagna gennem Lombardiet, og undervejs får vi det autentiske og historiske Norditalien helt ind under huden, når vi blandt andet besøger Cremona, Verona, Padova, Venedig og Murano/Burano øerne.

Se video af flodkrydstogtet her

Kort

Overnatning

  • Dag 1-2

    AC HOTEL MILAN SESTO

    Det moderne og elegante 4-stjernede AC Hotel Milan Sesto ligger i Sesto San Giovanni, mindre end 5 minutters gang fra Sesto Marelli metrostationen, hvorfra det er let at nå de centrale oplevelser i Milano, som Fashion Square, Teatro alla Scala, Duomo Milano-katedralen mm.
    Hotellets 155 flotte og stilrene værelser har værdiboks, minibar, hårtørrer, gratis WiFi samt badeværelse med badekar og bruser. Der er desuden gratis adgang til hotellets fitnesscenter. Lobbybaren og restauranten tilbyder lækre italienske og internationale smagsoplevelser.

  • Dag 3-9

    MS MICHELANGELO

    MS Michelangelo er et dejligt flodkrydstogtskib, bygget i 2000 og gennemgribende renoveret i 2017. Skibet råder over 78 kabiner, der er fordelt på hoved- og øvre dæk, og som alle tilbyder gode senge, eget bad og toilet, aircondition, wi-fi, TV, hårtørrer og værdiboks. Alle måltider serveres i skibets restaurant på øvre dæk med en skøn panoramaudsigt til omgivelserne, som vi stille sejler forbi, mens de lækre retter nydes ved de hyggelige borde og i godt selskab. - Kaptajnen beskriver selv stemningen i restauranten som "afslappet men elegant".
    I modsatte ende af det øvre dæk finder du receptionen, hvor personalet altid står klar til at hjælpe eller fortælle om turens næste stop, samt den hyggelige loungebar, hvor du kan slappe af med en drink eller en kop kaffe i de bløde møbler. I loungen finder du også dansegulvet, hvor der flere aftener spilles op til dans af gæstende musikere.
    På skibets soldæk har du frit udsyn til den smukke natur, der er en stor del af oplevelsen, når du tager på et flodkrydstogt. Soldækket har et stort antal solstole, der naturligvis er til fri afbenyttelse, og om morgenen omdannes dækket til et udendørs fitnessområde, hvor skibets personale står for forskellige former for gymnastik og træning. - Der er ikke elevator mellem dækkene.

    All Inclusive-pakke er inkluderet ombord og indeholder :
    Frokost og aftensmad: Øl, vand og skibets vine. Fra baren: Øl, vand og dagens vine samt kaffe, te, drinks m.m. i tidsrummet kl. 11:00 - 23:00

Dagsprogram

  • Der tages forbehold for ændringer i sejlplan og anløbshavne som følge af myndighedskrav og vandstand/strømforhold i floderne.

    Turen kan være krævende for gangbesværede.

  • Dag 1: Udrejse - Milano

    Udrejse med fly fra Aalborg via København til Milano, der er Lombardiets hovedstad og en af de mest betydningsfulde byer i Italien. Milano har en dynamisk atmosfære, der tiltrækker besøgende fra hele verden på grund af sin kultur, mode og forretningsmuligheder. Den rige kulturarv går helt tilbage til romertiden, og vi skal opleve dette på nærmeste hold, når vi drager på rundtur blandt arkitektoniske perler og i de pulserende handelsgader.
    Milano har et stort og velfungerende transportsystem, og vores hotel ligger blot få minutters gang fra nærmeste metrostation.
    Transferbussen kører os til hotellet, og herefter tager rejselederen os med til det hyggelige Navigli-område. Det gamle, charmerende kvarter med kanaler og et utal af små specialbutikker, hyggelige spisesteder og gamle antikvariater er en helt igennem autentisk italiensk oplevelse. Vi spiser middag på hotellet.

    Udrejse - Milano
  • Dag 2: Rundtur i Milano

    Vi tager på en byrundtur, hvor vi blandt andet ser en af verdens største katedraler – Duomo di Milano, den imponerede borg Castello Sforzesco, La Scala-operahuset og det berømte indkøbscenter Galleria Vittorio Emanuele II, der er et mesterværk i sig selv. Der bliver også tid til på egen hånd at udforske de fascinerende handelsgader med alle de kendte modehuse eller måske en af de utallige caféer og restauranter, der frister med masser af kulinariske oplevelser, som f.eks. en lækker gang Risotto alla Milanese.
    Om aftenen spiser vi middag på hotellet.

    Rundtur i Milano
  • Dag 3: Cremona

    Efter morgenmad på hotellet henter bussen os. Vi skal besøge Cremona, der er en skatkiste af kulturel arv, og hvor musik og kunst er hjertet af byens identitet. Cremona er verdenskendt for at huse nogle af de mest prestigefyldte violinmagere i verden. I det historiske centrum ser vi middelalderpladsen med domkirken og det imponerende klokketårn Torazzo di Cremona, inden vi besøger en lokal violinbyggers værksted. Der bliver også tid til at kigge forbi Fratelli Spigaroli og kældrene, hvor den berømte Culatello skinke og Parmigiana osten modnes og lagres.
    Sidst på eftermiddagen fortsætter bussen mod Mantova, hvor vi bliver mødt af MS Michelangelos besætning, der er klar til at bære vores bagage ombord. Efter indkvartering på skibet er der velkomstdrink i loungebaren, inden kokkene byder på en lækker middag.

    Cremona
  • Dag 4: Mantova – Modena (Ferrari-museet)

    Vi skal på en guidet gåtur rundt i smukke Mantova, der er kendt for sin rige historie og kulturelle arv med smukke paladser, kirker og broer. Byen ligger naturskønt ved bredden af ikke mindre end tre søer. Vi skal besøge Ducal-paladset, der var adelsslægten Gonzagas residens fra 1328 til 1707. Der bliver også tid til at se den imponerende renæssancekirke Basilica di Sant’Andrea, der er bygget i det 15. århundrede. Vi spiser frokost på skibet, og om eftermiddagen er der mulighed for at deltage i en spændende tur til Ferrari-museet i Modena. Er du bilelsker, må du ikke snyde dig selv for denne specielle oplevelse. Udover at udstille de smukke biler, fortæller museets udstillinger og et audio-visuelt show også den unikke og fascinerende historie om bilernes skaber Enzo Ferraris 90 år lange liv.
    Udflugten til Ferrari-museet skal bestilles ved tilmelding og koster kr. 700 pr. pers.

    Mantova – Modena (Ferrari-museet)
  • Dag 5: Valdaro - Verona

    Skibet er nu fremme i Valdaro, og mens det fortsætter mod Ostiglia, skal vi på udflugt til ”Kærlighedens by” Verona, hvor Shakespeares Romeo og Julie hører hjemme. Mere end 2.000 års historie er samlet i den smukke by med et utal af smukke paladser og ikke mindst det romerske amfiteater Arena di Verona, hvor der hver sommer opføres storslåede operaforestillinger.
    Tilbage på skibet nyder vi en dejlig frokost, mens sejladsen fortsætter mod Rovigo, som vi ankommer til i løbet af aftenen.

    Valdaro - Verona
  • Dag 6: Rovigo - Padova

    Om formiddagen nyder vi den flotte sejlads fra Rovigo til Porto Viro, og efter frokost ombord besøger vi den smukke middelalderby Padova med de mange charmerende pladser, paladser og Basilika Sankt Antonius. Byen er også kendt for sit gamle universitet, hvor Galileo Galilei underviste. Vi møder skibet igen i den gamle kanalby Chioggia, og sejladsen fortsætter mod Venedig, hvor vi ankommer midt på aftenen.

    Rovigo - Padova
  • Dag 7: Venedig

    Formiddagen byder på en spændende rundtur i det centrale Venedig, hvor vi blandt andet besøger Markuspladsen med den smukke domkirke. - Vi skal ind og se Dogepaladset, der var de venetianske herskeres sæde frem til 1797. Paladset er fra det 14. århundrede og betragtes af mange som et af verdens smukkeste. Vi kan nyde de imponerende udsmykninger og udsigten fra balkonen ved toppen af den gyldne trappe.
    Efter frokost ombord er eftermiddagen til fri disposition og mulighed for at opleve Venedig på egen hånd.


    Venedig
  • Dag 8: Venedigs lagune - øerne

    Vi skal på en smuk sejlads i Venedigs imponerende lagune, hvor hundredvis af både i alverdens størrelser og udformninger sejler på kryds og tværs mellem kanaler og småøerne. Den betagende udsigt fra skibets soldæk er helt fantastisk med silhuetter af imponerende paladser, kirker og farvestrålende bygninger, der fylder hele horisonten.
    Vi lægger til ved den lille ø Mazzorbo, hvor der er forbindelse til den charmerende naboø Burano via en fodgængerbro. Man kan vælge at tage en eftermiddag på egen hånd på Burano, der er kendt for sin produktion af blonder og de malerisk smukke huse, eller tage med en mindre båd til øen Murano, der er er berømt for sin mange glaspustere, der fremstiller smukke, farvestrålende glasvarer.
    MS Michelangelo sejler retur til Venedig til aften og kaptajnen byder velkommen til gallamiddag ombord

    Venedigs lagune - øerne
  • Dag 9: Hjemrejse

    Vi nyder en sidste morgenmad ombord, inden besætningen hjælper os i land med bagagen og bussen afgår til lufthavnen i Venedig.

Praktiske oplysninger

Nedenfor kan du se svar på de mest stillede spørgsmål. Kan du ikke finde svar på dit spørgsmål, så er vi klar til at hjælpe på mail nilles@nillesrejser.dk eller på 70 21 60 22.

  • Tillæg

    Tillæg for enkeltværelse/enkeltkabine: kr. 5.800
    Tillæg for A-kabine øvre dæk: kr. 2.000

    Tilkøbsudflugt til Ferrari-museet i Modena: kr. 700

  • All Inclusive ombord

    All inclusive ombord. Frokost og aftensmad: Øl, vand og skibets vine. Fra baren: Øl, vand og dagens vine samt kaffe, te, drinks m.m. i tidsrummet kl. 10- 23. 

  • Skal jeg give drikkepenge på skibet?

    Drikkepenge er ikke inkluderet for dette flodkrydstogt. Det er kutyme at give drikkepenge til skibets besætning ved afslutning af krydstogtet. Det forventes, men det er naturligvis frivilligt og individuelt, hvad man ønsker at betale. Beregn 5-10 EURO per person/dag. Der vil typisk ligge en kuvert i kabinen, hvori man kan lægge et kontant beløb, som fordeles af skibet mellem besætningsmedlemmerne. Rejselederen orienterer om dette ved afslutning af flodkrydstogtet.

  • Hvilke entreer er der på rejsen til Milano og Venedig?

    Samlede entréer for rejsen udgør ca. EUR 114,-/person

    Udflugten til Ferrari-museet er et muligt, separat tilkøb - pris kr. 700,-

  • Forbehold flodkrydstogter

    Ændringer i vandstanden på floderne efter afrejse fra Danmark kan i enkelte tilfælde gøre sejlads på floderne umulig. Således kan sejlads på floderne og overnatning på skibet helt eller delvist erstattes med hhv. buskørsel til besøgssteder og seværdigheder samt overnatning på hotel. Ændring af anløbshavn kan ligeledes forekomme. Denne ændring giver ikke ret til efterfølgende kompensation.

  • Kan jeg få transporttilskud til påstigningssted/lufthavn?

    Har du mere end 80 kilometer til nærmeste påstigningssted eller afrejselufthavn, giver vi et transporttilskud til din rejse. Vi betaler kr. 1,00 pr. km pr. vej for hver kilometer, du kører ud over de første 50 kilometer. Maksimum f.eks. ved 9 dages busrejse kr. 200,00 pr. person (ved flyrejser er beløbet max. 150,- pr. person). Transporttilskud kan ikke kombineres med andre rabatter.

    Regneeksempel:
    Du har 100 km til nærmeste påstigningssted, og derfor er du berettiget til transporttilskud.

    Sådan beregnes tilskud: (100 km – 50 km) = 50 km à 1 kr = 50 kr. pr. vej. pr. person. Det vil sige, at vi modregner 100,- kr. pr. person.

    Bemærk, at transporttilskud beregnes ud fra den korteste vej og kun til nærmeste påstigningssted eller afrejselufthavn.

  • Min bagage er ikke kommet frem, hvad gør jeg?

    Hvis din bagage ikke når frem eller bliver beskadiget under flytransporten, skal dette meddeles til det aktuelle flyselskab umiddelbart efter ankomst. Vær opmærksom på at rejseforsikringen normalt ikke dækker almindelig slitage på bagage (på fly, bus eller lignende).

  • Hvad gør jeg, hvis jeg har glemt noget i lufthavnen?

    Har du glemt noget i lufthavnene eller på flyet, skal du kontakte lufthavnens «Lost and found», som findes i alle lufthavne.

  • Flytider og ændringer

    De flytider, som fremgår af din ordrebekræftelse, er baseret på foreløbig bekræftelse fra flyselskabet. Det er vigtigt, at du er forberedt på, at afgangstider og ruter kan blive ændret – det er desværre uden for NILLES Rejsers kontrol.

    Vær opmærksom på, at programmet også er vejledende og at ændringer kan forekomme.

  • Kan jeg reservere sæde på flyet?

    På nogle af vores flyrejser er det muligt at reservere siddepladser i flyet. Det vil fremgå af rejsen. Er du i en situation, hvor du behøver en speciel siddeplads, så kontakt os og vi vil gøre vores bedste for at hjælpe.

  • Er der regler for håndbagage på flyrejsen?

    På flyrejsen kan vægten af tilladt håndbagage variere fra selskab til selskab. Tilladt vægt og størrelse for håndbagagen fremgår af den praktiske information, som vi sender til dig 6-8 dage inden afrejse.

  • Bliver der serveret mad ombord på flyet?

    Det afhænger af flyselskabet og længden på rejsen. Se mere i rejsebeskrivelsen og i den praktiske information, som vi udsender 6-8 dage inden afrejse.

  • Bus på flyrejser

    På mange rejsemål med fly benytter vi lokale busfirmaer. Bussens indretning og standard kan variere og forekomme lavere end på øvrige rejsemål.

  • Hvilken valuta bruger man i Italien?

    I Italien bruger man Euro (EUR).

Få nyhederne først
Få nyhederne først

Vær først med de seneste nyheder og få rejsetips og inspiration. Tilmeld dig vores nyhedsbrev og deltag hver måned i konkurrencen om 1.000 kr. at købe rejse for.

Vi svarer som regel indenfor 24 timer (hverdage)
  • Danmarks bedste rejsearrangør 2019
  • Kvalitetsrejser
    i trygge rammer
  • Altid med erfaren
    dansk rejseleder
  • Sammen om
    nye oplevelser
7021 6022Se åbningstider
Luk menu