På eventyr langs Côte d'Azur
Velkommen til en af verdens smukkeste og mest sagnomspundne kyststrækninger.
Rivieraen har i århundreder tiltrukket besøgende på jagt efter smukke byer, lange badestrande og den helt unikke stemning, der indkapsler Frankrigs sydlige Middelhavsregion. Vi har sat os for at præsentere dig for det bedste af Côte d'Azurs mange seværdigheder, og vi gør det med base i byen, der mere end nogen anden er blevet symbolet på regionens skønhed, Cannes. Her har vi reserveret værelser på Cristal Hotel & Spa, der ud over tagpool, en hyggelig terrasse og en fantastisk spaafdeling ligger blot 200 meter fra byens verdensberømte strandpromenade, Boulevard de la Croisette.
Undervejs på rejsen skal vi besøge fyrstendømmet Monaco, hvor dyre biler holder i kø foran byens berømte kasino, Saint Tropez med den hyggelige havn og den pulserende storby Nice, der lokker med alt fra et verdensberømt blomstermarked til en af Europas bedste bystrande. Vi skal også et smut forbi byen Éze, hvor vi besøger parfumeriet Fragonard, og så kører vi en tur med et lille turisttog langs havnepromenaden i Cannes, inden turen går hjem til Danmark igen.
Vi flyver direkte fra Aalborg til Nice t/r, og selvom vi rejser i slutningen af oktober, så skal du ikke blive overrasket, hvis dagstemperaturen sniger sig op omkring de 20 grader.
Gislev Rejser er teknisk arrangør på denne rejse.