Musicalrejse til The Sound of Music
Oplev Robert Wises femdobbelte Oscar-vindende film The Sound of Music som musical på Det Ny Teater på Vesterbro i København. I alt medvirker over 50 skuespillere, sangere, dansere og musikere i den storslåede forestilling, hvor de historiske karakterer Maria og Kaptajn von Trapp bliver bragt til live på den danske scene. Inden showet bliver vi taget imod af en af skuespillerne, der viser os rundt i den flotte og over 100 år gamle teaterbygning, og efterfølgende nyder vi en lækker 2-retters middag i Teaterkælderen. Kom med på en festlig forårstur til København med ophold på det 4-stjernede Absalon Hotel kun 500 meter fra teateret.
En verdensklassiker i danske rammer
The Sound of Music er en romantisk fortælling om kærlighed, mod og frihed. Den unge novice Maria, der elsker natur og sang, har svært ved at tilpasse sig klosterlivet og bliver i stedet guvernante for Kaptajn von Trapps syv børn, der er opdraget med hård disciplin og strenge regler. Lidt efter lidt vinder hun børnenes tillid og siden også kaptajnens hjerte, men her i årene før 2. Verdenskrig lurer farerne forude. Oplev en både spændende og dramatisk forestilling om stærke familiebånd, om den livsglade Maria og om von Trapp, der nægter at bukke under for nazismen og i stedet flygter fra Østrig, da tyskerne marcherer ind i landet. Fortalt gennem dygtigt skuespil og alle de ikoniske sange.