Flodkrydstogt og storbyferie i Portugal

-
6-dages flodkrydstogt på Douro og to overnatninger i Porto

Efterår på Dourofloden og i Porto

Når vi rejser til Portugal i det lune efterår, venter der en dejlig afslappende ferie, hvor Portos maritime storbystemning og Douroregionens landlige idyl introducerer os for to skønne sider af det historiske, billedskønne og delikate vinland. Rejsen begynder med fem overnatninger og All Inclusive ombord på det komfortable skib MS Infante Don Henrique, som tager os på en smuk sejlads fra Portos kakkelklædte bymidte til hjertet af Nordportugals UNESCO-beskyttede vindistrikter.

Her skal vi nyde nogle skønne dage med tid til at slappe af på skibet og gå på opdagelse i to hyggelige havnebyer, og undervejs har vi planlagt nogle spændende oplevelser. Vi besøger et portvinsmuseum og tager til vinsmagning på en lokal quinta, ligesom du kan tilkøbe en udflugt til den historiske bispeby Lamego, der ligger blot en kort køretur fra Douroflodens druedekorerede bredder.

Efter oplevelserne i det landlige Portugal vender skibet retur til Porto, hvor vi tilbringer yderligere to nætter ombord samt to nætter på hotel. Der venter os med andre ord flere dejlige dage, hvor vi skal nyde stemningen i storbyen og tage på udflugter sammen med rejselederne. Vi smager på portvinen, ser seværdighederne, besøger to af byens spændende museer og tager på en udflugt med bus til den UNESCO-beskyttede middelalderby Guimãraes.

Portugal i et roligt tempo

Vi har skabt denne rejse ud fra mantraet om, at alle skal kunne være med, uanset alder og fysisk formåen. Det er nemt at komme rundt på skibets tre dæk, og udflugterne er skabt med øje for, at også dårligt gående skal have en god oplevelse.

Gislev Rejser er teknisk arrangør på denne rejse. Læs mere om vores samarbejdsrejser under praktiske oplysninger.

Glæd dig til

  • All Inclusive på 4-stjernet Dourokrydstogt
  • Byrundture i Porto og Guimarães
  • Portvinssmagning i Vila Nova de Gaia
  • At lære om Dourodalens vinproduktion og historie på Douromuseet
  • Besøg på vingård i Dourodalen med smagsprøver på stedets vin og olivenolie
  • 2 overnatninger i Porto på centralt hotel
  • Direkte fly mellem København og Porto tur/retur

Inkluderet i rejsens pris

  • 5 nætter på 4-stjernet krydstogt
  • 2 nætter inkl. morgenmad på hotel i Porto
  • Velkomstdrink og All Inclusive på skibet
  • Gallaaften og underholdning på skibet
  • Udflugt i Dourodalen inkl. entré på Douromuseum
  • Besøg på vingård inkl. olivenolie- og vinsmagning
  • Udflugt med bus til Guimaraes inkl. byrundtur
  • Byrundtur i Porto inkl. vinsmagning i Vila Nova de Gaia
  • 2 dages Porto-kort inkl. transport med bus og metro m.m.
  • Gratis wi-fi ombord på skibet
  • Kuffertservice ved check-ind og check-ud
  • Passager- og havneafgifter
  • Flybillet, afgifter og bagage
  • Tranfers fra/til lufthavnen, skib og hotel
  • Dansk rejseleder
  • Entréer er eksklusive, medmindre andet er nævnt.

Overnatning

  • Dag 1-6

    MS Infante Don Henrique

    MS Infante Don Henrique er bygget i 2003, og i 2014 blev skibet renoveret. Ombord er der 71 udvendige kabiner med vindue fordelt på 3 dæk. Skibet har en hyggelig panoramarestaurant, reception, elevator, loungebar med dansegulv samt soldæk med pool, solsenge og mulighed for morgen-fitness. Hoveddækket er placeret lige over vandlinjen (inkl. i prisen). Kabiner på øvre dæk har stort vindue. Alle kabiner er rummelige og indrettet med TV, badeværelse med bruser og toilet, safeboks, aircondition, 220 volts strømforsyning og har Wi-Fi.

    All Inclusive-pakke er inkluderet ombord og indeholder :
    Frokost og aftensmad: Øl, vand og skibets vine. Fra baren: Øl, vand og dagens vine samt kaffe, te, drinks m.m. i tidsrummet kl. 11:00 - 23:00

    ReceptionJa
    RestaurantJa
    SwimmingpoolJa
    TvJa
    ElevatorJa
    InternetJa
  • Dag 6-8

    Hotel Casual Inca

    Central beliggenhed i Porto blot ca. fem minutters gang fra byens centrum og ca. én km fra den smukke togstation São Bento, hvor de traditionelle portugisiske kakler, azulejos, pryder banegårdens vægge.

    Moderne og enkelt indrettede værelser dekoreret med symboler fra inkakulturen. Alle værelser med hårtørrer, minibar, tv, aircondition, wi-fi og værdiboks.

    BarJa
    ElevatorJa
    MinibarJa
    ReceptionJa
    Restaurantmorgenmad
    SafeboksJa
    TvJa

Dagsprogram

  • Dag 1: Ankomst til Porto og aftenudflugt

    Vi flyver direkte fra København til Porto og kører det sidste stykke ind til Portos centrum, hvor rejselederne giver os en introduktion til byen. Vi tager den med ro, og der bliver tid på egen hånd til at finde en god frokost, inden vi omkring kl. 16:30 kører til kajen, hvor vi kan gå ombord på vores flodkrydstogtskib. Efter vi har stillet vores bagage i kahytterne, byder kaptajnen og besætningen velkommen ombord på skibet, som bliver vores hjem for de kommende fem nætter.

    Om aftenen serveres en dejlig middag i skibets restaurant, og efterfølgende kan du komme med ud at opleve Porto i aftenskumringen. Vi tager på en halvanden times bustur rundt i den farverige kystby, og undervejs gør vi holdt ved São Bento-banegården, hvis indre og ydre er smukt udsmykket i de karakteristiske blåmalede azulejo-kakler, inden vi vender retur til skibet. Aftenudflugt med bus i Porto er tilkøb, koster 300 kr. og skal bestilles med rejsen.

    Måltider inkluderet denne dag: Middag på skibet.

    Ankomst til Porto og aftenudflugt
  • Dag 2: Dourosejlads og besøg i Lamego

    Vi starter dagen med en dejlig morgenmad i restauranten, mens skibet driver stille og roligt afsted på Dourofloden og ind i det portugisiske vinland. Fra skibets soldæk kan du nyde udsigten til vinterrasserne på flodens skråninger og de mange små vingårde, hvor den berømte portvin er blevet dyrket i århundreder.

    Vores destination er Régua i hjertet den UNESCO-beskyttede Douroregion. Byen har spillet en nøglerolle for den portugisiske portvinsproduktion, for det var her, man lastede de karakteristiske rabelobåde med tøndevis af portvin og sendte dem af sted til Vila Nova de Gaia lige syd for Porto. Det står dig frit for at snuse rundt i byen eller tilbringe dagen på skibet, men du kan også komme med på udflugt med bus til Lamego et lille stykke inde i landet.

    Den historiske bispeby er kendt for sin rige kulturarv og pragtfulde bymidte, som vi udforsker til fods i selskab med rejselederne. Byens vartegn er pilgrimskirken, der troner på toppen af en 686 trin lang baroktrappe, smukt udsmykket med skulpturer, statuer og blå mosaikker. Vi skipper dog trappen og tager i stedet bussen op til kirken for at se nærmere på dens flotte, lyse facade og nyde udsigten over byen, trappen og de omkringliggende bjerge. Udflugten til Lamego er tilkøb, koster 500 kr. og skal bestilles med rejsen.

    Tilbage på skibet bliver der mulighed for at deltage en festlig aften med musik og dans i loungen.

    Måltider inkluderet denne dag: Morgenmad, frokost og middag på skibet.

    Dourosejlads og besøg i Lamego
  • Dag 3: Historien om og smagen af portvin

    Vi står op til endnu en dejlig dag i det landlige Portugal, hvor vi skal lære mere om den stolte portvinshistorie og smage på dråberne på en lokal vingård.

    Skibet ligger fortsat i Régua, og derfor har vi blot en kort gåtur hen til Douromuseet, der fortæller historien om områdets stolte vintraditioner, der begyndte for over 2.000 år siden, da romerne plantede de første vinstokke i den nordportugisiske muld. I 1600-tallet opstod dyrkningen af portvin, og den har siden vundet indpas over hele verden. På museet får vi hele den spændende historie såvel som en indføring i processen fra jord til bord.

    Efter introduktionen til det nordportugisiske vinhåndvæk er det blevet tid til smagsprøver på de stolte traditioner. Vi kører til den lokale landejendom Quinta do Tedo fra det 18. århundrede, hvor vi skal nyde udsigten over Dourofloden og vinterrasserne samt smage på stedets vin og olivenolie.

    Efter museums- og vingårdsbesøget har vi resten af eftermiddagen og aftenen ombord på skibet, der sejler tilbage i retning mod Porto og lægger til i havnebyen Porto Antigo natten over. Om aftenen samles vi til hygge og underholdning i loungen, mens solen sænker sig over det kuperede vinområde.

    Måltider inkluderet denne dag: Morgenmad, frokost og middag på skibet.

    Historien om og smagen af portvin
  • Dag 4: Byrundtur i portvinshovedstaden Porto

    Vi er tilbage Porto, hvor skibet lægger til kaj tæt på bydelen Vila Nova de Gaia. Der bliver tid til at slappe af på skibet og snuse lidt rundt i kvarteret, inden vi om eftermiddagen følger rejselederne på en rundtur i byen.

    På byrundturen kører vi i vores egen private bus til det historiske centrum, hvor de tegltækte huse står tæt side om side i de snævre brostensgader, mens livet summer på caféerne langs den hyggelige Douropromenade. På byrundturen kommer vi forbi São Francisco-kirken, der med sin elegante gotikfacade og overdådige barokinteriør er et af Portos mest ikoniske bygningsværker, placeret blot et stenkast fra floden. Vi besøger også Bolsa-paladset, der er kendt for sin store granit- og marmortrappe samt ekstravagante værelser som det gyldne rum og den arabiske sal, som vi begge besøger.

    Turen byder også på en vinsmagning i Vila Nova de Gaia-distriktet samt et besøg hos et kakkelatelier til et indblik i fremstillingen af de blåmalede azulejo-kakler, der pryder mange af de historiske bygninger rundt om i Porto. Kakkelkunsten stammer fra maurernes indtog på Den Iberiske Halvø, og de smukke mosaikker er hver især små bestanddele af større værker af dyr, blomster og historiske begivenheder. Efterfølgende kører vi retur til skibet.

    Måltider inkluderet denne dag: Morgenmad, frokost og middag på skibet.

    Byrundtur i portvinshovedstaden Porto
  • Dag 5: Portugals vugge og besøg i fiskerleje

    Du kan nyde en rolig morgen og formiddag på skibet eller i Porto, inden vi om eftermiddagen tager på udflugt til en af Portugals vigtigste byer, UNESCO-beskyttede Guimarães en lille times kørsel nord for Porto.

    Byen er også kendt som ’Portugals vugge’, da landets første konge blev født her, og det menes at være stedet, hvor de første spadestik til skabelsen af en portugisisk nationalidentitet blev taget. I selskab med rejselederen går vi på opdagelse i den velbevarede bymidte, hvor gamle buer, granitbalkoner, brostenstoppede stræder og pladser omsluttet af pastelfarvede byhuse vidner om livet tilbage i det middelalderlige Portugal.

    Retur i Porto kan du nyde resten af eftermiddagen på egen hånd, inden vi om aftenen samles på skibet til en lækker gallamiddag med underholdning.

    Måltider inkluderet denne dag: Morgenmad, frokost og middag på skibet.

    Portugals vugge og besøg i fiskerleje
  • Dag 6: Fra skib til hotel og to museumsbesøg

    Efter morgenmaden er det blevet tid til at tage afsked med skibet, men rejsen er på ingen måde slut endnu. Vi begiver os mod vores centrale hotel, hvor vi skal bo de kommende to nætter, og efter vi har fundet vores værelser, gør vi klar til flere oplevelser i den skønne kystby.

    I selskab med rejselederne kan du nyde en rolig dag med besøg på to af byens museer. På Museu Romântico, der har til huse i en charmerende gammel herregård fra det 19. århundrede, kan vi se de smukt dekorerede værelser, som de så ud på den tid. Herregården var engang hjem for den tidligere konge af Sardinien, Charles Albert, der abdicerede i 1849, gik i eksil og døde samme år netop her. Flere af rummene mindes hans ophold, og vi kan se flere af kongens personlige artefakter og møbler samt rummet, hvor han drog sit sidste åndedræt.

    På Casa do Infante stifter vi bekendtskab med historien om en af Portugals mest ikoniske personligheder, Henrik Søfareren. Museet ligger i en af Portos ældste bygninger fra det 14. århundrede og skildrer fortællingen om det berømte bysbarn, der under opdagelsestiden stod bag kendte ekspeditioner langt den afrikanske vestkyst og bl.a. tilskrives opdagelsen af øer som Madeira, Azorerne og Kap Verde.

    I løbet af dagen er frokost og middag på egen hånd.

    Fra skib til hotel og to museumsbesøg
  • Dag 7: Egne oplevelser eller udflugt med rejselederne

    Vi er nået til rejsens sidste fulde dag i Porto. Vi har inkluderet Porto City Card, så du har rig mulighed for på egen hånd at benytte dig af byens offentlige transport til at komme rundt til de seværdigheder og kvarterer, du ønsker. Du har også mulighed for at følge rejselederne på en udflugt, som de skræddersyer på dagen til det, gruppen ønsker.

    Om aftenen har du mulighed for at komme med til fado-koncert og runde rejsen af til de melankolske toner af den portugisiske folkemusik. Tilkøb, ca. 20 euro, der skal betales lokalt.

    I løbet af dagen er frokost og middag på egen hånd.

  • Dag 8: Hjemrejse

    Vi spiser tidlig morgenmad og kører til lufthavnen, hvorfra vi flyver direkte hjem til København.

Flytider

Sted På- og afstigning Afgang Hjemkomst
København Lufthavn, terminal 04:00 23:45

Vi tager forbehold for ændringer og forsinkelser i afgang- og hjemkomsttider. Tider på rejsebevis er gældende.

AfrejseVarighedRejsemålLedige pladserPris
2/11-20258 dageEfterår på Dourofloden og i Porto - Det Rolige Rejseliv6Kr. 14.998Bestil

Praktiske oplysninger

Nedenfor kan du se svar på de mest stillede spørgsmål. Kan du ikke finde svar på dit spørgsmål, så er vi klar til at hjælpe på mail nilles@nillesrejser.dk eller på 70 21 60 22.

  • Tillæg

    • Aftenlys-tur i Porto med bus* kr. 300. Skal bestilles med rejsen.
    • Udflugt til Lamego* kr. 500. Skal bestilles med rejsen.


    *Bemærk, at udflugterne er arrangeret af Croisi Europe og tilbydes til alle skibets gæster. En af vores rejseledere deltager på udflugterne, men kan ikke guide og tale undervejs.

    Opgradering af kahytter (5 nætter):

    • Kategori M kr. 1.000 pr. person (midterste dæk).
    • Kategori A kr. 1.300 pr. person (øverste dæk).
    • Dobbeltkahyt som enkelt kat. B kr. 3.500 (hoveddækket) – enkeltværelse på hotel.
    • Dobbeltkahyt som enkelt kat. M eller A kr. kun på forespørgsel, kontakt Gislev Rejser.

    Afbestillingsforsikring 7% af rejsens pris.

  • Forbehold flodkrydstogter

    Der tages forbehold for ændringer i sejlplan og anløbshavne som følge af myndighedskrav, vandstand/strømforhold i floderne samt rederiets hensyn til skibet og passagerernes sikkerhed.
    - Således kan sejlads på floderne og overnatning på skibet, i helt særlige tilfælde, helt eller delvist erstattes med hhv. buskørsel til udflugtsmål og seværdigheder og/eller overnatning på hotel. Sådanne ændringer giver ikke ret til efterfølgende kompensation.

    Turen kan være krævende for gangbesværede, da en stor del af udflugtsprogrammet afvikles til fods. Vær desuden opmærksom på, at udflugterne kan afvikles i en anden rækkefølge end den nedennævnte. 

  • Hvilken valuta bruger man i Portugal?

    I Portugal bruger man Euro (EUR)

  • Hvad er en samarbejdsrejse?

    Samarbejdsrejser er rejser, vi  har udviklet sammen med vores søsterselskab Gislev Rejser. På disse rejser møder du enten en rejseleder fra NILLES eller fra Gislev Rejser. Som altid garanterer vi en rejse, hvor service, dygtige rejseledere, gode hoteller og spændende udflugter er i højsædet. I Gislev Rejser er de nemlig mindst lige så dedikerede til den gode rejseoplevelse, som vi er hos NILLES. Og alle vores samarbejdsrejser er således skabt med det formål at give dig flere valgmuligheder, større udvalg og en rejseoplevelse, der er fuldt på højde med det, du kender fra vores almindelige rejser.